ErikBøghFraMineUngeDage
27 havde Morsyge,“ — forsikkrede den gamle Ane Vaagekone beroligende. Stine trode jeg ikke rigtig paa, for hun havde narret mig tiere Gange, og Ane var heller ikke til at stole paa, for hun var over troisk; men saa kom min Fader til, og da han, der var Paalideligheden i egen Person, bekræf tede, at en Mundfuld Sæbevand ingen Skade kunde gøre, saa trøstede jeg mig baade for mit eget og min salig Bedstemoders Vedkom mende. Da je g ikke døde af en hel Mundfuld Sæbevand, indsaa jeg jo nok, at Bedstemoder ikke kunde være død af et lille Stænk fra en brusten Sæbeboble. Men Aarsagen til min Fortvivlelse vedblev jeg standhaftig at fortie, og det i mange Aar; ti vel havde jeg haft Mod til at drikke den formentlige Gift, men det Mod, der udfordres til at vedkende sig en saa latterlig Frygt som den, der havde plaget mig, erhvervede jeg ikke saa snart. Overtro afløses gerne af Vantro. Den R inge agt jeg ved denne Lejlighed fik for de ud spædte Gifter i smaa Doser, har siden gjort mig det fuldstændig umuligt at tro paa Hømo- paterne.
Made with FlippingBook