ErikBøghFraMineUngeDage

de sidste Næ tter havde hjulpet hende med at vaage over den Syge, trøstede hende saa godt, hun kunde med, at den Afdøde var sovet hen uden al Smerte. Hun havde for en halv Times Tid siden klaget over Tørst og faaet lidt H av re­ suppe. Derefter havde hun lukket Øjnene og gjort Tegn til, at hun vilde være i Ro. Siden havde man kun hørt et Suk, og det var det sidste. Saaledes lød Fortællingen. For de andre kunde den være meget beroligende, men for mig var den det forfærdeligste Rædselsbud- skab, som jeg nogensinde har modtaget. Jeg- havde, som sagt, ikke haft nogen Anelse om, at Bedstemoders Sygdom var dødelig eller blot farlig, og naturligvis havde jeg endnu mindre den sikkre Dømmekraft til at skelne mellem e f te r a t og f o r d i, hvis Mangel har gjort saa mange Ulykker i Lægekunsten. At Bedste­ moder var død straks e f te r at hun havde drukket Havresuppen, var for mig det selv­ samme, som at hun var død a f at have drukket den, og da jeg vidste, at Havresuppe ikke var giftig, fik jeg en overvældende Mistanke 0111 , at det maatte være et Stænk af bristende Sæbeboble, der havde forgifvet den.