ErikBøghFraMineUngeDage

19 bievne forgiftede ved at putte grønmalet Lege­ tøj i Munden, og i den Anledning fik jeg en Forklaring over, hvad Giftstoffer og Forgiftning vilde sige, som i højeste Grad vækkede min Videlyst og opskræmmede min Indbildningskraft. Jeg tæ nk te i lang Tid ikke paa andet end Spanskgrønt, Blyhvidt, Zinoberrødt, ufortinnede Kobberkar, Polervand, Blaadraaber, Rottekrudt o. s. v., og havde utrolig travlt med at skaffe mig Underretning om, hvad der var giftigt, og hvad der ikke var det. Mine Spørgsmaal desangaaende blev na ­ turligvis trættende — baade i Længden og i Mængden, og da hverken min Moder eller mine yngre Brødres Barnepige, til hvem de sæd­ vanlig blev rettede, havde synderlig Interesse for Giftlæren eller dens Enkeltheder, saa tog de Sagen fra et praktisk Synspunkt, saaledes at alt, „hvad lille Erik ikke maatte spise,“ uden Undtagelse blev indordnet mellem Gifterne. Kridt og Kul blev saaledes for min Bevidsthed lige saa farlige Stoffer som Rottekrudt og Ræve­ kager, og samtlige vilde Blomster og Blade i Have, Mark og Skov blev Søskende til Bulme- urten og Skarntyden. Jeg turde tilsidst ikke røre ved nogen Ting uden først at spørge, om 9 *