ErikBøghFraMineUngeDage

1 9 1 Konen er livlig, venlig og rar.

Hun er Slesvigerinde, men har Det Uheld at være født paa Landet „Bi Aappenraad“, og kan ikke andet Sprog end et fælt Patois, der er ganske Rædsomt for Tyske saa vel som for Danske. Børnene, der er normalt begavede,

Kunde være lidt bedre avede; De er forkælede, slemt forsømte,

Og har i al deres Tid været dømte Til snart at platt-tyskes med Papa Og snart at tysk-jydskes med Mama. Mens ogsaa lidt Kulsviersprog blev hængende

Da de omgikkes Bønderdrengene. Du kan begribe, at vænne dem fra

Platt-Tysk og Sællandsk og Løjter-Patois og lære dem Dansk bliver Slid for Pengene. Vor Jomfru er jysk — en Vardenserinde, Ogsaa et Slags Dialekt-Fænomen! Hun taler „en Sprook saa peen, saa peen,

Men det er hende umuligt at finde Ud af: hvad der er Et eller En.

Og spiser vi Grød — som hver Aften sker, Saa spørger hun smilende: „Vil De ha’ f l e r ? “ Og for at gøre vort Virvar komplet

Har vi fremdeles en mørke-brunet „Schwitzer-Mädel“ fra Bern, der gør Underværker af Ost og af Smør,