ErikBøghFraMineUngeDage

176 at den var skrevet paa fejlfrie Vers, som pas­ sede til Melodien og kunde forstaas uden Van­ skelighed — hvilket Sidste gjorde den til Mod­ sætning af en Sang, som vor Forstander (der ved denne Lejlighed blev udnævnt til Professor) havde digtet. Han var vel en lærd Mand og en stiv Grammatiker, men Forstaaelsen af hans Poesi kostede et ualmindeligt Hovedbrud. Her er et af hans Vers til Prøve: Y idsk ab s V enner, L ysets P ræ st A an den s Offer bringe, H je rte ts G uld p a a L ysets F est, K æ rlighed gav G læde. V ise F æ dres Jubeld aad H jæ rte to n e r kvæ de. Dette Vers, der vist nok vil forekomme de fleste Læsere som komplet Amfiguri eller i alt Fald som en meget „mørk Tale“, er blevet mig uforglemmeligt, fordi det gav Anledning til, at jeg begik en ny Exces. Som bekendt er det for unge Mennesker (af og til ogsaa for ældre!) en særlig Fornøjelse at kritisere deres Foresattes mislykkede Ar­ bejder, og det er derfor let forstaaeligt, at en Mængde af Kammeraterne fik travlt med at T a k p a a T an k en s V inge. V isdom førte os ved R aad,