ErikBøghFraMineUngeDage

171 Slætninges Penge. Det var som sidste Udvej, efter at Familien havde indset Umuligheden af at holde ham til Studierne i Hovedstaden, at han var blevet „sat paa Jonstrup“. Han var det letsindigste Menneske, jeg har kendt. Der var, som man siger, ikke en Draabe ondt Blod i ham, og forsætlig vilde han ikke gøre noget levende Væsen Fortræd, men naar Øjeblikket fristede, kunde han ikke modstaa, selv om han maatte kunne indse, at han satte baade sin egen og sine Nærmestes Velfærd i Vove. Vel­ villig, ja opofrende var han overfor alle sine Kammerater, og selv Lærerne modstod sjælden hans aabenhjærtige Tilstaaelser og hans i Øje­ blikket ærligt mente Løfter, som han ogsaa standhaftigt holdt — saalænge der ikke var Lej­ lighed til at bryde dem. Det var to farlige Venner. Den enes syste­ matiske Lovtrods og den andens Letsind frem­ kaldte stadig Konflikter med Reglementet. Blev vi lidt for længe ude en Aften, eller stod vi et Par Minuter for silde op om Morgenen, saa var det sjælden en Enkelt af os, men os alle Tre, der kom til at paradere i Uordens-Protokollen, fordi vi havde spaseret sammen om Aftenen eller pa- siaret sammen om Morgenen til Opsynsmanden