ErikBøghFraMineUngeDage

107 Mængde Stykgods, der næsten gjorde Dækket ufremkommeligt. Det begyndte nu at regne, og vi blev derfor stuvede ned i vor Hule. Her anviste man os et Slags Natteleje, hvorom vi aldrig havde gjort os noget Begreb. Det var, saa vidt vi kunde forstaa, et gammelt Sejl, der var lagt sammen en Del Gange, og laa dels paa Gulvet, dels paa nogle Bundter Stokfisk, som højnede vort Hovedgærde. „Klæderne kunde vi godt beholde p a a “ — forsikrede Skibsdrengen, og Andet kunde heller ikke falde os ind. Bæ lgmørkt var der, ti Laaget var for Regnens Skyld lagt over Nedgangs­ lugen, og Luften var kvælende lummer af Ild­ stedets Varme og manglende Ventilation. Den lugtede som en Blanding af Skorstensrøg, Os af branket Fedt, brændte Kaffebønner, gammelt Tovværk, vaade Uldklæder, transm urte Støvler . . . og alt Andet, der kan vække Kvalme. Og Kvalmen kom da ogsaa ganske rigtigt. Søgangen og med den Skibets S lingringer til­ tog stadig, og da vi en Stund havde trillet om mellem hinanden og snart gledet ned paa Gulvet, snart drukket Skaller mod Skibsplankerne, kom Søsygen til Udbrud under behørig Jammer og