ErikBøghFraMineUngeDage

99 af Vækst, var en ualmindelig smuk Dreng, der tidlig havde m istet sin Fader og blev forkælet af sin Moder, som ikke kunde holde S ty r paa hans vilde Sind. Jeg var altsaa den yngste, men maaske nok — ved Forholdenes Ugunst — den tidligst udviklede af os tre. Det morede i alt Fald Kammeraterne at kalde mig „Gamle“. Antons Moder havde et Lejebibliotek, hvor­ fra Sønnen kunde skaffe os saa mange Ro­ maner, som vi ønskede. Min Læsemani smittede snart de Andre, der var langt større Fantaster end jeg, og nu blev det til en Regel, at vi hver Dag samledes en Timestid eller to for at læse Fortællinger — jo mereeventyrlige jo bedre! — og derefter fantasere os selv ind i de fortalte Begivenheder. En Dag, da vi nede i Kirsebærgangen havde læst en vældig Ridderroman, var begge mine Kammerater komne til Begejstringens Højdepunkt. „Jeg skulde hare have været i Kongens S ted !“ — udbrød Anton — „saa skulde de Slyngler af Hofmænd have faaet noget andet at vide. Tænk J e r: at have Lov til at banke 7*