ErikBøghFraMineUngeDage

96 Orden, og skønt han flere Gange blev sagt op, ignorerede han det fuldstændigt. Dette Exemplar af „1’homme m achine“ var ju st ikke noget velgørende Selskab for et Barn i min Alder, og de enkelte Gæster, der kom, var det vel heller ikke altid, men dog kan jeg ikke sige Andet, end at de alle var venlige og velvillige imod mig. Væ rst for mig var de mange lange Timer, naar der ingen Gæster kom, og jeg sad ene i det tomme Lokale, forgæves ventende paa Besøg, med fuld Forstaaelse af hele den haabløse Situation, og Ingen — ikke en Eneste — med hvem jeg kunde tale, end sige, til hvem jeg kunde betro mine tidlige Sorger. Jeg tror ikke, at ret mange Børn, der saa- ledes som jeg havde Fader og Moder og en Flok Søskende, har kunnet føle sig saa be­ drøvelig ene i deres Fædrehjem, som jeg gjorde i dette ulykkelige Aar. Min eneste Adspredelse — T røst kunde jeg jo ikke kalde det! — var at læse, og jeg læste da ogsaa Løst og Fast, hvad jeg kunde faa fat i: J o h a n n e s W i ld ts og L a f o n t a in e s Romaner, S a x o G r a m a tik u s og S n o r r o S t u r l e s e n , S u h m s Danm arks­ historie i 14 Kvartbind, og jeg ved ikke hvor