EnLykkeligTid

80 Sophus Bauditz var nu ogsaa en sjælden, meget sjæl* den, Søn. Jeg husker, min Bedstemoder har fo rtalt mig mange Gange, hvorledes Sophus aldrig nogensinde kom h jem en A ften eller N a t — og han deltog jo som ung i overordentlig megen Selskabelighed, ligesom Stu? denterforeningen lagde Beslag paa ham — uden han gik ind til hende og gav omstændeligt Referat af, hvad han havde oplevet. A t Moderen selv kom ud, i T eatre t, til Fester, som »Værtinde«, i Studen terfore* ningen naar der var Bal o. s. v., sørgede han ogsaa for. Og min Bedstemoder — der ikke tidligere i sit Liv havde kend t til den A rt af Forlystelser, som tvæ rtim od i Aarhus havde fø rt en re t trist Tilvæn relse, i hvert Fald ganske uden Adspredelser, og i Kø* henhavn, hvorhen man flyttede efter min Bedstefar ders Afsked og min Faders Studentereksamen, i de første A ar havde haft en syg Ægtefælle at passe — min Bedstemoder, der ejede et sundt, livslystent Ge= myt, tog da Revanche og nød Livet og . . . drak af Dum — nej det kan man dog ikke sige. Ligesaavel som hun i Dyd og gode Sæder havde kunnet staa som et Mønster — ikke alene i »den gamle frivole Tid« — saaledes var Vin hende en Vederstyggelighed; kun »femogtyve D raaber Portvin« tog hun — som om det var Bitterm ixtur — ved højtidelige Lejligheder, og et lille Glas Champagne kunde hun nippe til, endog med et vist Velbehag tro r jeg! Som sagt min Fader var en god Søn; og det var uden Tvivl med en vis Sorg, at min Bedstemoder saa ham forlade H jemmet for at gifte sig med den unge