EnLykkeligTid

55 linger havde indbragt ham. Han var formuende efter sin Fader, men Formuen var ikke saa lidt forøget — han havde jo ogsaa tjen t godt paa flere af sine literære A rbejder. A lt hvad han ejede, ca. 125,000 Kr., gik til velgørende Institu tioner og det omtalte Legat paa 20,000 Kr. Min Fader, der var en Slags Ekse* kutor i hans Bo, og sammen med Professor Vilhelm Andersen og Møllers Forlægger til sin Død Medudi deler af Forfatterlegatet, havde hans Regnskaber hjemme, og han viste mig — for det gode Eksempels Skyld velsagtens — med hvilken Akkuratesse og O rdenssans alt skriftligt laa efter den Afdøde. Om Carl Møller selv har v idst eller haabet paa, at hans Væ rker skulde leve saa længe efter hans Død, véd jeg ikke. Han udtalte sig sjelden om sin egen Produktion. Men da hans Opgave naturligvis var at bringe Glæde i Læsernes Sind, saa vilde det have tilfredsstillet ham at høre genfortalt følgende lille Oplevelse, jeg havde for et Par A ar siden: En N ervepatien t laa paa et af vore Hospitaler, og jeg havde laant ham Erik Bøghs »Jonas Tver* moses Ærgrelser« og et Par af Carl Møllers Roma? ner. Da jeg besøgte min syge Ven nogle Dage efter Indlæggelsen, kunde han hilse mig fra Professoren, der, efter at have undersøgt sin Patien ts Lekture, havde spurgt: — Hvad er det for en klog Mand, der har givet Dem disse Bøger?