EnLykkeligTid

50 en Falskmøntnerbande at gøre. Der var bleven teg; net — altsaa g jort med Haanden — falske Ti; og Femkronesedler, et møjsommeligt A rbejde, hvilket man ikke skulde tro kunde bringe Fremstillerne me; get Guld. Obelitz havde med sig, hjemme hos os en Aften, et Par Sedler og viste dem frem. — Se disse, sagde han, kan jeg ikke finde Op; havsmanden til. Jeg har en Kavalér, der meget pænt har tilstaaet at have en halv Snes andre falske paa Samvittigheden, jeg havde ham ogsaa m istænk t for disse her; og idag, da jeg fik ham for, læste jeg ham ordentlig Teksten og forklarede ham, at baade hans og min T id blev spildt ved hans stadige Vægring ved ogsaa at tage de to sidste paa sin Kappe — Dommen for ham vilde jo ikke blive større for de to usle Lapper — men Fyren vilde ikke makke Ret. Jeg blev gal i Hovedet og slog i Bordet. Men saa, ganske stilfærdigt, paapegede Seddeltegneren nogle, lidt dilettantisk udførte Kruseduller her i H jørnerne og bestemt sagde han til mig: — Jeg skulde engang have været Kunstner, Hr. Assessor, jeg har gaaet halvandet Aar paa Kunstakademiet, disse to her kan mit Talent ikke vedkende sig, ellers skulde jeg saa; mænd gerne gøre Hr. Assessoren den Tjeneste! — Og saa gav jeg selvfølgelig op! tilføjede Obelitz. . . . Venskabet mellem Forfatteren Carl Møller og min Fader stammede fra Studenterforeningen. Som lille Dreng var det min Fryd, og det