EnLykkeligTid

45 ning — som man kun meget sjælden møder — ja, som vel nu om Dage er ganske uddød. For ham var Ordene: »Gud, Konge og Fædres land«, (Ord, som af mange er skammelig misbrugte), noget virkelig helligt. Aldrig — det er jeg overbe* vist om — har han sagt en Usandhed; d et kunde jo ikke en Gentleman, vilde han mene. Uretfærdig har han heller neppe været i en Dom, selv om han kunde blive oprørt i sit Inderste, naar han hørte nogen haane det, han syntes, man skyldte Ærbødig* hed. Han yndede ikke Jøder, det skal indrømmes, forresten i Modsætning til min Fader, der hele sit Liv endog havde en stærk Interesse og Sympati for Jø* der (man behøver blot at tænke paa Isach i »Garni* sonsbyen«); men L u n d s Antipati skyldtes sikkert politiske Grunde, det var 70’ernes literære Anførere i Studenterforeningen, han afskyede, ikke en Races Ejendommeligheder. Han var en sjælden helstøbt Personlighed, og han viste sig altid udadtil som den H. C. A., der i Studenterforeningen stod som d e . konservatives opildnende Fører, og som overfor »Jø* dedoktre« og »lignende fæle Kumpaner« var »Rid* deren uden Frygt og Dadel«. Lund handlede altid ud af en ærlig Overbevisning, og blev hans Sind oprørt, kunde den gamle Krigs* mand dukke frem — ikke for intet havde han del* taget i Krigen 1864! Jeg husker ham paa en af vore Udenlandsrejser. Vi var ombord i en Damper paa Vierwaldstadter* søen i Schweiz. Nogle unge Piger havde samlet sig