EnLykkeligTid

22

sig stærkt af. Men Hjertet hos ham var godt, og en snurrig halv*, efterhaanden helgammel Fyr var han, sær og fantastisk i Væsen, ævntyrlig i Udseende med det ene Øje næsten skjult, Eftervéer fra et apo* plektisk Anfald. Han mindede i visse Retninger om den »gamle Karl« i H. C. A n d e r s e n s »Nabofami* lierne«, der lavede Graaspurven om til en Guldfugl; men han var ogsaa i Familie med den tyske Digter H o f f m a n n s Skikkelser, omend det diabolske dog var ham fremmed. Imidlertid rummede hans Bryst i det mindste én poetisk Følelse. Hvert Foraar gik han nemlig ud til en Korsvej, hvor der stod et enligt Pile? træ for at se, om »hans Fugl« var kommen. Det var hans Tro, at der hvert Foraar sad en lille Fugl — og vel at mærke altid den s a m m e — i Toppen af Pilen; tillige var han overbevist om, at den kendte ham og kvidrede ham en Hilsen i Møde. Og den gamle Fasanjæger Janos i »Skovridergaarden« van* drer jo ogsaa hvert Foraar ud til Træet ved Hoved* landevejen for at hilse paa Fuglen, som bringer ham en Hilsen fra det gamle Hjem i Bøhmerland. H o l m b l a d var, som sagt, godmodig. Jeg husker, at en Kat paa Højagergaard en Gang havde mistet et Ben, og den skulde da skydes. Min Fader besør* gede dette, og en Begivenhed var det selvfølgelig for min Broder Knud og mig. Da vi havde begravet Katten i en Grusgrav med H o l m b la d som det del* tagende Følge, sagde min lille Broder Knud, da han havde set lidt paa Mandens tomme højre Ærme, der var syet fast til Sidelommen: »Du Holmblad, Du skulde bede Far om at skyde Dig!« Den gamle