EnLykkeligTid

109 for hende som det dejligste i Verden at komme til at se — netop Verden? Hun sagde ikke: »Se Neapel og dø!« Nej, hun vilde til Neapel, (helst flere Gange), og da leve i Minderne. Efter hendes Søn havde giftet sig, lykkedes det hende at naa ud til de »forjættede« Lande. Min Mormoder, E tatsraadinde Isidora Augustinus og dennes to elskelige Søstre, Justitsraadinde Jeanine Berthelsen og Konsulinde Emilie Gottschalk opfor* drede hende nemlig til at rejse med dem paa deres dengang aarlige Ture, og med den største Lyst slog hun til. Og lige til min Bedstemoders allersidste Dage talte hun med Taknemmelighed om den Lykke, som de tre Søstre havde forskaffet hende ved baade at lade hende nyde Schweiz, Norditalien og Revieraen. Og da Børnebørnene var vokset lidt i Vejret, fattede den ganske vist 70*aarige — men med en Lø jtnantsfrues Livslyst udstyrede — Oberstinde, den Plan »at tage Børnene med«, som hun udtrykte sig, paa Rejse. Til »Børnene« hørte selvfølgelig mine Forældre, og alle fire var vi henrykte. Under min stæ rk t rejsekyndige Faders Førerskab startede vi da en smuk Sommerferiedag om Morgenen fra Vesterbrogade og naaede om Aftenen Berlin. Mit første Rejseindtryk i det fremmede var — Restaurantwaggonen! Straks, da vi kom til Warne* munde, entrede vi den; og jeg imponeredes mægtigt.