EnLykkeligTid

95 lig lovet, at det hele nok skulde ske med Manér. Og Løftet blev holdt. Foruden Familien — blandt andre saaes en Dyrepasser i zoologisk Have i Uniform, det var en Svigersøn — mødte i Kapellet min Fader, min Moders to Brødre, Chr. og William Augustinus og saa jeg. Min Broder Knud var undskyldt, han laa dengang som frivillig Lærling ombord i »Henri* dal« oppe under Island, det var en Skam, for jeg erindrer tydeligt, at han som Barn saa ofte havde forsikret den gamle om, at han skulde udvirke en Fridag i Skolen, den Dag hendes Begravelse foregik — Fridagen blev der ikke noget af, men Madammen vilde alligevel have været tilfreds, om hun havde kunnet se, hvor pænt hun kom i Jorden, nøje efter det Program hun havde lagt — den gamle enfoldige og paa sin Vis saa kloge Kvinde, hvis Liv langt fra havde væ ret en Dans paa Roser, men hvis sidste Aar dog — paa min Bedstemoders Initiativ — blev belyst af Aftensolens milde Glans.