EnGammelPræstsLivserindringer

78 gik jeg ind til biskop Martensen — dengang kunde man endnu gå på sine ben, og køre med dagvogn var for dyrt for en fattig kapellan. Han så betænksomt op og svarede: »Ja, men så må De da have et bord foran Dem til at lægge bibelen på.« Så vendte jeg glad hjem, og Guds ord havde nu god fremgang. Da jeg hørte, at der var en gammel bonde, som undertiden læste en prædiken af Luthers huspostil for sin talrige familie, bad jeg, om jeg måtte være med. Det førte så til, at vi holdt husmøder, efterhånden også i andre huse, som redebont åbnede sig for Guds ord. Da jeg altid kund- gjorde disse møder fra prædikestolen, undgik jeg al mistanke om separatisme. Det vakte megen opsigt, at en husmand, der var kendt som egnens slagsbroder, indbød os, og at der var gårdmænd, som gik med til et sådant møde. Der var jo nok dem, der blev mis­ fornøjede, men i det hele og store indrømmedes det, at jeg havde ret, og kirken fyldtes mere og mere. Det var hyggelige vennemøder, disse husmøder, som knyt­ tede hjertebånd, der har holdt til denne dag. Vi fandt opbyggelse ved al sang; i begyndelsen var vi glade ved de lette små sange i »Pilgrimsharpen«; det gjorde ikke noget, om vi ikke kendte en melodi, så lavede vi en til hjælp. Senere lod jeg trykke et lille salmehefte til dette brug. I denne kres fik jeg snart vakt interesse for al mission; jeg samlede abonnenter på missionsblade og fik udbredt mange. Der var også troende mennesker i nabosognene, som sluttede sig til os og indbød os til sig. Iblandt dem mindes jeg særligt Jørgen Slagter i Værløse. Han hørte til den ældste opvækkelse, de »kirkehellige fra Værløse«, en opvækkelse, som nok var udgået fra Hornsherred. Desværre havde en del af disse vakte skilt sig ud og dannet et separatistsamfund, som så ofte, fordi de savnede kirketugt i folkekirken.