EnGammelPræstsLivserindringer

så godt hos os. Men i slag kom han ikke; han fik tyfus og døde på lazarettet. Et øjeblik var det, som om begejstringens sangfugl havde fået en knækket vinge, da budskabet kom om Adam Oehlenschlågers død i vinteren 1850. Men han havde givet norden en skat i arv, der kunde blive en foryngelseskilde for den kommende slægt, og Grundt­ vig sang: Dog stille, skjalden er ej død, han sover, som vintermarken til en dejlig vår! Som nordens ånd i tidens vintervover, hvoraf påny han sejerrig opstår. Med Oehlensclåger begyndte det sangerkor, hvis mage ej havde været hørt i norden, og da nu Grundt­ vigs dybe toner bruste frem, var det, som om vi hørte den nordiske kæmpeånds skridt. Skulde et folk, dei har fostret en sådan slægt, ikke due, skulde det ikke være levedygtigt? Men jeg glemmer ikke, at »eet er fornødent«: Folke- åndens genfødelse ved Guds Ånd. Uden den vil fuglens vinger blive matte. Der havde på forskellige steder begyndt at blusse en hellig ild op. Troende lægmænd stod frem og for­ kyndte korsets evangelium. Selv en politiker som I. A. Hansen havde begyndt på den vej. Men Guds Ånd har mange veje. Han klarede Mynsters tanke og gav ham magt til at kalde den dannede verden til en grundigere forståelse af kristendommen end rationalis­ men havde formået at hjælpe mennesker til. Hans »Betragtninger over de kristelige troslærdomme« er en bog, som ikke alene i 1846 var blevet de dannedes solide føde, så at vi allerede i skolen lærte at skønne på den, men den fortjener endnu en hædersplads i vor