EnGammelPræstsLivserindringer

23 tør gik han i frikvartererne sin vante gang fra den ene ende af legepladsen til den anden med den ene hånd på ryggen. Netop fordi han var så streng, morede det drengene særligt, når de kunde narre ham, f. ex. ved at hive den store svamp i hovedet på ham og så, når han kom farende op i vrede, da at undskylde sig med, at det var sket af vanvare, da man vilde kaste den efter en anden dreng, som var oppe i frikvarteret; det var nemlig øverste klasses forret at blive oppe eller gå ud efter behag, en frihed, som jeg i høj grad påskønnede. Professor, etatsråd Henrichsen var af jø ­ disk slægt, en lille, sorthåret mand, af naturen livlig og ilter, men en klassisk dannet personlighed, hvis vrede vi vel frygtede, men for hvem vi dog nærede mere ærefrygt end frygt. Han var en ven af Madvig og ansås for at stå ham nær som en fin og dygtig latiner. Hans begejstring for klassikerne kunde smitte hans elever, og hele hans undervisning, selv i latinsk stil, var åndfuld og dygtig. Jeg er denne dygtige og ædle skolemand uhyre taknemmelig, fordi han, da onkel efter min konfirmation tænkte på at tage mig ud af skolen, sagde: »Det er synd for den dreng.« Men også til mine andre lærere står jeg i taknem­ melighedsgæld, hvorfor jeg føler trang til at nævne nogle af dem. I dansk og religion havde vi Faber. Han var et godt hoved og en begavet taler. At han kedede os i religion, var mere tidens skyld end hans. Gads store lærebog var ikke for drenge. Derimod har han som lærer i dansk åbnet mine øjne for sprogets rig­ dom og literaturens skatte. Jeg tilbragte mangen sil­ dig aftentime med at gennemlæse vore klassikeres værker. Min plejemoder var datter af Peter Severin Rohde, forfatteren af flere kendte drikkeviser og fædrelands