EnGammelPræstsLivserindringer

161 hun altid sin bibel og salmebog ved sin side. Når jeg kom hjem fra kirken, fik hun altid strax min skrevne prædiken. Og som hun således levede af Guds ord og stille bøn, således levede hun også i en levende in­ teresse for alle Guds riges anliggender. Hun var vel kendt med alle forhold både i hedningemissionen og på indre Missions område, glædede sig over enhver fremgang og blev bedrøvet over ethvert fejlgreb. Alt mit arbejde som præst fulgte hun i alle enkeltheder med levende deltagelse, og det var hende en sorg, at hun ikke selv personligt kunde deltage i menigheds­ arbejdet. Men jeg trøstede hende med, at et menneske skal jo ikke mere, end man kan, og at hun allerede derved tjente menigheden godt, at hun var dens præst en trofast støtte i hjemmet.En stor trøst og opmuntring gav Gud hende i hendes tre sønner. Deres udvikling fulgte hun med den ømmeste moders opofrende del­ tagelse, og til hendes usigelige glæde så hun i dem vor­ dende arbejdere i vingården. I dem så hun et vidnes­ byrd om, at hun dog blev til velsignelse også for andre. Al overfladiskhed, egoisme, selvbehagelighed og tom snak afskyede hun. Men som hun selv ejede et ydmygt Maria-sind, sådan følte hun sig altid tiltrukket af de »stille i landet«, og iblandt dem vandt hun sig trofaste venner. Nøjsom og taknemmelig var hun selv for den mindste solstråle, og den mindste gåseurt kunde bringe hendes øjne til at stråle af glæde. I det sidste halvår svandt livskraften langsomt, og efter en måneds sengeleje sov hun hen en nat så stille, at jeg ikke mærkede det, og med et så roligt smil, at det var, som om hele hendes ansigt selv efter døden gav genskin af glæden over at have udstridt og blive båret derhjem, hvor hun i de trange tider havde læng­ tes efter at komme for at se sin frelser med utildækket

11

R. Volfs Livserindringer.