EnGammelPræstsLivserindringer

142 medlem af skoledirektionen, fortalte mig en gang, at han havde set en dreng smække en butiksdør op og skyde en kirsebærsten i hovedet på en kommis. »Så følte jeg mig i min værdighed som skoledirektøren og siger: »Hvor går du i skole, min dreng?« Men drengen svarede: »Ja, æh! Hvor går jeg i skole?« og løb sin vej. Det morede Paulli kosteligt. Spørgsmålet om retskrivning er vel af anden rang, men dog ikke uden interesse. Et levende sprog må jo her reformeres i tidens løb, og der må gives en norm for, hvordan et folk nu staver sine ord til den givne tid. Navnlig må skolen stille dette krav. Og når der er givet skolen en norm, skylder samfundet også skolen at følge den. Jeg blev anmodet om at gå med til ret- skrivningskommissionen, men turde ikke påtage mig dette hverv. Vi fik Svend Grundtvigs ordbog af 1872 og Viggo Saabys af 1891 samt ministeriets tilføjelser af 1892. Der er intet væsentligt at indvende herimod; tværtimod, vi trængte til et brugeligt forslag. Det er tidssvarende at stave ordene så simpelt som muligt. Men helt skrive efter udtalen vil man aldrig kunne, ikke mindst af den grund, at hver landsdel har sin udtale; og man må også over for udlændinge kunne sige: »Således skriver man nu vort sprog.« Man har begyndt at nøjes med små begyndelsesbog­ ver, foreløbig i tillægsord: de fattige, de blinde o. s. v. Derved kan man let skelne, f. ex. imellem »den unge« og »den Unge«. Men man må ønske at nå videre til også at skrive navneord med små begyndelsesbogstaver. Vi fik de store begyndelsesbogstaver ved tyske bog­ trykkere, og vort oldsprog kendte dem ikke, lige så lidt som de Svenske eller andre folk i verden. Hvorfor skal Danmark da besværes med dem? N. M. Petersen besva­ rede dette spørgsmål træffende i 1861: »Det vil gå hermed,