EnGammelPræstsLivserindringer

126

Israel samlet som folk, i stor uvidenhed og midt i et katolsk land. Men der findes små, hidtil altfor meget forsømte evangeliske menigheder; kunde de oparbej­ des, kunde evangeliets lys herfra komme til at skinne. På grund af spænding imellem nationaliteterne har jøderne altid haft tåleligere kår i de Polske lande end anden steds i Evropa. De kristnede folkeslag har syn­ det svarligt ved de umenneskelige jødeforfølgelser. Vi skylder at vise dem kærlighed og ikke had. I Vest- evropa, hvor jøderne lever i civiliserede forhold, har de let adgang til at høre evangeliet — og dog, hvilke forargelser gives dem ikke her! Men det begynder at lysne. Vort fædreland er sildigt kommet med; selv Norge har længe haft sit organ for Israelsmission. Det er ikke »Zionismen«, vi venter Israels omvendelse af; og dog kan den indirekte få sin betydning. Skriften lover ikke det gamle Israel indgang i et jordisk Ka­ naan, men i det Guds rige, hvor der ikke er »jøde eller græker«. Israelsmissionen er en vanskelig op­ gave; direkte mission kræver højt dannede mænd og er i øjeblikket i Østevropa en næsten ufremkommelig vej. Men den kristne menighed har forjættelserne at støtte sig til, at Israel skal omvende sig til sidst igen­ nem mange trængsler, et under som »liv af død«. Men skal dette mål nåes, må det forberedes samtidigt med hedninge-missionen; dette er altså vor tids opgave her. Man sammenligne dr. Kalkars af smerte gennem- trængte fortale til hans bog om Israel. Med hensyn til ædrueligheds-sagen har jeg sluttet mig til »Samfundet for ædruelighedens fremme«, som blev stiftet 1885. Når jeg har sluttet mig til denne for­ ening og ikke til nogen såkaldt »afholdsforening«, er del efter moden overvejelse. Der hersker en stærk splid imellem de mange afholdsselskaber; desuden mener