EnGammelPræstsLivserindringer

121 skulde antage vort forslag, måtte vi føje dem ved, så vidt det lod sig gøre, at gengive dem Kingos salmer uforfalskede. Hvem kan fortænke oprigtige kristne i, at de ikke synes om, at man af frygt for sandheden har sat »fjenden« i stedet for »Satan«? Et lignende arbejde måtte gøres ved en hel del andre gamle sal­ mer. Her havde vi ofte et besværligt arbejde med at forfølge en salmes historie i tidens løb og så udfinde den bedste text. Undertiden måtte en salme delvist omdigtes. Her gjorde Brandt salmebogen uvurderlige tjenester, da han på engang var salmehistoriker og digter. Således skyldes ham den smukke bearbejdelse af den gamle salme nr. 17: »På Gud alene«. Trods al umage, vi havde gjort os, for at tage hen­ syn til ønsker fra alle sider, blev vi dog bag efter overraskede af en del kritik. Der var i første linie det spørgsmål, om en salmebog skal tage sigte på kirken eller på hjemmet; i sidste tilfælde kunde vi vel have beholdt mere af det gamle, hvad også f. ex. Fog ønskede; ham skyldtes det således, at vi beholdt nr. 27. Men for os stod nu dette som det vigtigste, hvad den kirkesøgende del af menigheden havde brug for. Man ønskede heller ikke at gøre bogen større og dyrere end nødvendigt. Om valget af de ny salmer og omarbej­ delsen af en del af de gamle havde man iøvrigt for­ handlet med et udvalg fra Menighedskonventets kres, pastor Th. Løgstrup m. fl.*) Så var der dem, der fandt for meget særligt grundtvigsk i bogen. Det førte til en fejde imellem H. Scharling og Fr. Nielsen. Men *) I sammenhæng hermed oplyser pastor Løgstrup, at han efter Menighedskonventets første møde 1891 i København som repræsentant for dette blev udset til at forhandle med biskop Fog om at fremhjælpe salmebogs-sagen. Pastor Chr. Sørensen, der også var valgt, undslog sig. Udg.