EnGammelPræstsLivserindringer

105

ler ret på dette område, burde sagen afgøres af biskop­ pen. Matthæus evang. kap. 5 kan man ikke bruge som lovkodex, det burde dog lutherske teologer være enige om. Man har så foreslået en anden løsning, at indføre »tvungen borgerlig ægteforening« og så overlade til hver enkelt præst, om han vilde vie folk eller ikke. Det vilde være at helde barnet ud med badevandet. Også dette spørgsmål er imidlertid højst indviklet, og man kan ikke klare det ved den naive betragtning, at det er så simpel en sag at give stat og kirke hver sit. Sagen er den, at et ægteskab ikke alene er en kontrakt, som staten kan godkende, men det er et personligt forhold. Det er derfor en ligefrem menneskerettighed, at brude­ parret har adgang til en religiøs indvielse. Man siger vel, at den religiøse indvielse kan finde sted bag efter. Men så er jo ægteskabet indgået uden denne. Man på­ beråber sig Tyskland, hvor Bismarck påtvang folket civilægteskabet som et modtræk imod papisterne. Men her rejstes strax de vægtigste indsigelser fra ansete lærde, som påviste det meningsløse i denne ordning, idet det viser sig umuligt at tilvejebringe nogen til­ fredsstillende forbindelse imellem den borgerlige og den efterfølgende kirkelige handling. Da jeg ikke fandt sagen grundigt oplyst hos os, tog jeg mig for at gen­ nemgå den herhen hørende litteratur og samlede mit syn herpå i min bog om »Vielse eller borgerlig ægte­ forening«, 1885, som jeg derfor her kan nøjes med at henvise til. En sørgelig vanskelighed, vi idelig stødte på, var børnetiggeriet. En enke havde opdaget, at det gav en god indtægt, og da børnene år efter år forsømte skolen, og mulkterne besværede hende, giftede hun sig med et mandfolk, som skulde bruges til at sidde mulkterne af. Når det ideligt blev gjort gældende, at det er ubarm­