EnGammelPræstsLivserindringer

95 blive sysselsatte her i deres fritid i stedet for at løbe om og drive eller tigge. Imidlertid voxede Nørrebro, og hele kvarteret syd for Assistentskirkegården blev bebygget. Så kommer Frimodt en dag i 1876 ud til mig og siger: »Hør Volf! Jeg er fortvivlet over alle disse mennesker, som jeg ikke kender noget til, du må hjælpe mig og overtage »Nordvestkvarteret«!« Det var med adskillig betænke­ lighed, jeg gik ind på dette, men af hensyn til kirke­ sagen i det hele mente jeg, at det kunde forsvares som en midlertidig foranstaltning. Da sognet ud ad endnu ikke voxede synderligt, kunde jeg ikke leve af mit em­ bede, og der trængtes desuden til mere arbejdskraft, navnlig for at vi kunde få en aftengudstjeneste i gang. Ved denne udvidelse fik jeg således råd til at få en kateket ansat. Den første var Carl Raaschou. Han var en nidkær og elskværdig mand, men desværre bryst­ svag, så at han døde i 1879 på Korsika. Jeg havde bedet ham betragte sig nærmest som præst for »Nord­ vestkvarteret«. Vi satte os først den opgave der at få bygget et børneasyl og fik nogle venner til sammen med os at danne en byggekomité. Da der kort efter dannedes en komité i et beslægtet øjemed, enedes vi om i fællesskab at foranstalte en basar og dele ud­ byttet lige imellem os. Vi bad kongen om, at asylet måtte bære prinsesse Thyras navn. Kongefamilien modtog denne anmodning med stor velvilje og besøgte vor basar. Bag efter indtraf der et kedsommeligt uheld. Fabrikejer Anker Heegaard, som ejede grunde i Nordvestkvarteret, interesserede sig for asylsagen og skænkede en byggegrund, som han overgav til basar­ komitéen uden at vide, at der var en særskilt asyl­ komite i virksomhed. Efter en del pinlige forhandlin­ ger gik han ind på, at man valgte pastor O. Hohlen-