ElevskolensMinde_1879-1904

24

— N aturligvis ej med den samme Mand — H istorien m elder ej, hvorm ange Det kostede Livet for at faa Tanken istand! Men tilsidst saa blev m an enig om Sagen, Man drøfted og drøfted — og saa kom Dagen, Da endelig Hemmeligheden revned, Og alle gam le E lever blev stævned! Der mødte ikke saa ganske faa, Dels med, dels uden Mundering paa. Der mødte mørke- og lyseblaa Buxer, Der mødte baade Duxer og Fuxer, Der mødte selv Folk med Sølv paa Kraven, Og dem, d er fo rp lejer Soldatermaven. Af Civilister saaes d er mangen, Som længe havde væ ret »i Kangen«; Med Titel af »Krigsassessor« v ar der flere. (Om det v ar »virkelige« h u sk e r jeg ej mere). Om Lovforslaget blev d er naturligvis Vrøvl, Udvalget fik ligesaa n aturligvis Høvl. (En Lov p asser aldrig til alles Smag, Det er jo en gammel og afg jo rt Sag). T ilsidst fik man endelig o rdn et Tingen Paa den gamle, gode Maade: at Ingen Havde m ere Noget at skulde h a ’ sagt! Og saa v ar F orhandlingen til Ende brag t; Foreningen fik Love — de Mødte fik en Bjørn! — Saa v ar man fæ rdig med den første Tørn! Senere kom mange glade Dage — Men af og til kom dog Talen tilbage Paa det, som fra først v ar Achilleshæ len; De utilfredse blev ved med deres Vrælen. Man mixed og lavede Lovene om, Og h aab ed ’ at bedre T ider d er kom! Men ved Siden af denne gam le Stok Var d er en anden, en yngre Flok, Som m ente, man havde dem tra a d t paa Poten, Og d erfor vilde vise, de v ar nix v erk n o ten ! Ungdom og Baskhed de følges jo ad, Inden ret længe de Unge sad Ganske gemytlig i egen Klub, Hele H istorien gik i en Snup! Men ogsaa hos dem kom Skolens Aand, Den tog ogsaa dem i Ledebaand! De lavede ogsaa Lovene om, H aabed ogsaa, at bedre T ider der k o m ! Saaledes stod begge P a rte r en Tid, Skjøndt aldrig der førtes nogen Strid, Saa gloede man rolig paa hinanden Og tænkte: »Nej — gi’e sig — nej det sku ’ dog Fanden!«

En Tale — men jeg taler nu bed st ved en Bolle! Den alvorlige Genre er ej bleven min, Jeg er altid bange for at blive til Grin. F o r det er dog ganske ubestridelig, At n aa r m an sta ar og sk jæ rer Ansigt for at væ re højtidelig, Og blot komm er til at sige e t Ord forkert, Saa er hele V irkningen total spolert! Jeg vil ikke tale 0111 , hvis man tab er T raaden, Saa ser man strax paa hele Maaden, Hvorpaa det hø jstæ red e Publikum B estræber sig for at væ re stum , At det sker kun, fordi det er voldsom medlidende, Og derom kan Taleren jo ej blive uvidende! Men tu rd e de blot — ja Død og Pine: Saa stak de s’gu alle i at grine. Og Taleren! Ak, det sølle Asen! S taar ynkelig m idt i Suppedasen, Med stive Øjne og Sved paa Panden, Og H aanden — nede i Saucekanden! Se — derfor b li’er det vist Alle til Gammen, Om jeg slaar Visen og Talen sammen! Foreningen er altsaa det opgivne Maal, F o r hvilken jeg skal p roponere en Skaal. Velan! Komiteen og Fo rm anden byder, Og jeg stakkels Bæst — ja jeg sukker — men lyder! Og slipper jeg saa ej godt fra m in Tale, Saa véd jeg, d er vank er paa m in Hale! Jeg er Medlem af Styrelsen, og Aaret ru n d t E r de Folk jo ej and re Sportler forundt! Jeg b ø r vel egentlig fortrinsvis vise, H vordan den blev til, den Forening jeg skal prise. Ja — Anledningen, den v ar sørgelig nok. Ser De: hele den store, lystige Flok, Som stæ vner fra Skolen ud i L ivet, Den er det mæ rkvæ rdignok endnu ikke givet At slippe for det, som Mennesket ramm er: En Gang maa man skilles fra Verdens Jamm er! (Forøvrigt dette godt med Skolens Liv kan passe: Man ry k k er jo b are op i en højere Klasse!) Altsaa: engang saa døde en gammel Elev, Og da Fam ilien i Bladene skrev, H vorn aar og hvor h an skulde forsvinde, Saa fik K amm eraterne isinde At vise ham den sidste Ære. Det v ar jo saadan, som det skal være! Og saadan gik det flere Gange,