DrejersKlub_1903

86

velige Aftensmad og bagefter sin »Ponche,« lier spillede han sin Billard og røg sin eneste Aftenpibe, til han »pakkede sig hjem i sin Seng.« Aldrig var han alene, altid søgte nogle hans Selskab; thi ingen gik nogen­ sinde fra Edvard Storm , uden at han følte sig som beriget ved Samtalen med ham. Og hans tilbageholdne, lidt jomfruelige Natur kunde saadan en Aften, naar han befandt sig rigtig vel og blandt gode Venner, skyde Ham, saa at han helt gav sig hen i Glæden, og derved smittede han de andre. Han kunde »skraale sig hæs« ved den store Bolle, han kunde være den gladeste Medsanger og selv skrive den muntreste Vise; men han kunde ogsaa sidde stille og lytte til Musikken paa Koncertaftenen, og han kunde gaa hjem, opfyldt af det skønne, han havde hørt, saa han vilde have anset det for en Helligbrøde efter en saadan Aften at sætte sig til Pun­ chebollen; thi han var en stor Elsker af Musik og dyrkede den selv ivrig der hjemme i sin tarvelige Stue, hvor det fornemste Møbel var et Klaver. Han var et Stemnings­ menneske, men tillige begavet med den ri­ geste Forstand, saa at han aldrig lod sine Følelser faa Udtryk, der kunde smage af Sentimentalitet. Men det, der gjorde Storm allermest søgt, var hans trofaste Vennesind. hans altid store Beredvillighed til personligt Offer for andre. Han, der selv var den nøj- somste af alle og sad saa smaat i det, at han hyppig maatte laane sig frem hos sine mere velhavende Venner, laante gerne, naar