DrejersKlub_1903

74

der, hvor jeg lærte »Moder!« stamme og første Fjed ved hendes Haand, der tændtes Gnisten til den Flamme, som brænder for mit Fødeland.« Havde man sunget Halsen tør paa saa­ danne ni Vers, maatte der et Glas til, inden man med fuld Stemme og dyb Rørelse kunde synge det tiende, der var som talt ud af alles H jerter: »Vi ville ligne vore Fædre som Mænd i Fejde og i Fred, vort Navn skal Efterslægten hædre for Fødelandets Kærlighed, hans Minde Tidens Tand ej skader, naar tvivlsomt Marmortegn forgaar, som sig den Gravskrift efterlader: at han en nyttig Borger var.« Men snart ophører under Punchens Paa- virkning den loyale og patriotiske Tone, og man tager fat paa den græske Mytologi, som altid krammes ud paa de mærkeligste Maader og, for ikke at træ tte, anvendes skæmtsomt. Hine Dages Skæmt er af en tammere Art end vore, og hvad man ju b ­ lede over den Gang, hvad man da fandt uhyre vittigt, vilde nu til Dags ved et Drik­ kelag knap nok lokke et Smil paa Læben. Stiv i sin Mytologi var Rahbek; det vrim ler med Allusioner til den, selv om den i nogle Viser ikke føres saa helt igennem som i »De gode, gamle sang saa tit om Lethe Flod«