DrejersKlub_1903

164

lægte vSaar opreves og blødte paa ny. Ingen havde det H jerte at haabe . . . Og Gerner — Gerner er død! v ar mødende Venners Hilsen, v ar den T idende, hvo rm ed m an ilte endog halv ukendte i Møde; thi fælles Sorg fo r­ enede alle, og m an fandt en L indring i at dele sin Kumm er. Ikke tr o r jeg, at F æ d re­ landet skjulte saa v an a rtet en Søn i sit Skød, at h an skulde have h ø rt dette Budskab med Glæde, i det m indste vovede h a n ikke at vanæ re sig selv ved at lade den frem ly se ... Man søgte A dspredelser for at overdøve sin Sm erte, men m an glem te dem strak s igen for at overlade sig til den, for ogsaa d er at klage over Gerners F orlis . . . En sto r Del af den ypperlige S tand , hvis P ryd else den afdøde var, anlagde Sorg for olfentlig og syn­ lig at erk end e, hvad D anm ark , hvad S tan­ den havde ejet, og hv ad d er v a r røvet os fra«. Sikkert h a r Sorgen hos Gerners næ rm e­ ste V enner væ ret sto r og ægte; ellers havde den ikke h eller h aft Magt til at bæ re denne S tem ning, d er opagiteredes; tlii m edens vi nu kun kan væ re opfyldt af Æ refryg t for Henrik Gerners M inde, m aa vi dog sikkert erkende, at h an s Død for D rejers Klub gav Anledning til et ypp erligt iscenesat og v ir­ kelig med Energi gennem ført D em onstra­ tions- og Agitationsnumm er.