DrejersKlub_1903

163

Ove Malling og Thomas Thaarup (denne sid­ ste liavde jo skrevet K antaten ved K lubbens Sørgefest). I levende Live v ar Gerner den m est stil­ færdige og beskedne Mand; han h adede alt, hv ad d er hed Spræ l, og frabad sig altid of­ ficielle Æ resbevisninger. Da L andhu sho ld ­ n ingsselskabet gav h am P ræm ier, udsatte h an dem atte r til Fo rdel for and re; da Rah­ bek og Pram vilde tilegne ham en Aargang af »Minerva«, bad han bønligt for sig om at blive fri. Som Rahbek siger: »Megen of­ fentlig Hæ der frab ad han sig, og selv den, der overraskede ham , nød han med Beske­ denhedens Rødme«. Hvor mæ rkeligt, at saa netop h an skulde væ re det sto re Sam lingsmæ rke, om hvilket D rejers K lub første Gang rejste O prørsfanen imod alt det T ryk, d e r hvilede paa Borgeren fra oven. Man mene h erom , hvad m an vil, man synes m uligt, at det v ar usmageligt at be­ nytte en Mands Dødsfald til politisk Agita­ tion, Gerners Minde k an det nu ikke skade; th i h avde han ikke væ ret saa betydelig og elskelig en P erson, som h an var, havde det væ ret utænkeligt, at det, d er skete, kunde ske. Ej heller kunde det ren t um iddelbare Udslag af Sorg, som Rahbek skildrer, væ re frem komm et: »Uventet og skrækkeligt som et pludseligt T ordenslag p aa en skyfri Som­ m erdag lød det Sørgebudskab gennem Ho­ vedstaden: Gerners Liv er i Fare. Ængstelig følte enhv er det fo restaaende Tab, de halv- 11 *