DrejersKlub_1903

160

me ind for Monarken«. Der følger h erp a a en Skildring af Gerner som den livsglade og arbejdslystne, hvem V irketrang ikke un- dede Ro, og som altid fandt sin Løn i Ar­ b ejdet selv, delte ud af, hvad h an havde, og som nu er salig der, hvo r »ikke Avinds, ikke H aderes Røst høres, der, hvo r de haard - hjertede, de utaknem lige, de lyvende og de skum lende er borte«. Han hæ vder, at Ger­ ner havde Ret til at føle sig k ræ nk et ved den R ehandling, d er blev h am til Del; th i at væ re Kongens Mand kunde kun v æ re o pm un trend e for enhver, men at skulle væ re anden Mands Mand i M onarkiet, hv o r er det smaat, h v o r er det haanligt!« »At la ane Ryg til anden Mand, saa h an kan staa h ø jt og herligen til Skue og væ re den ene be­ m æ rkede, medens vi ligger samm enkrym - pede i Mulm og Støv, det kræve ingen af dem, d er h a r høj Gejst! Det kræve ingen af en Gerner /« — G erners Værk v ar ikke til Skue eller P ral, men til Nytte, dette er T a­ lens Konklusion, d erfo r skal m an p rise ham til evige T id er overfor dem , d er kun vil p rale med and res Arbejde. E fter disse kraftige O rd, d er d esvæ rre e r vævede ind i altfo r vidtløftige Detailler, slu tter Rothe Talen med følgende o v ero rd en t­ lig vækkende Optakt i en H envendelse til D rejers K lubs tilstedevæ rende M edlemmer: »Oplyste Mænd! Æ dle D anemænd! Fæ d ­ ren eland ets og dets Regerings trofaste Ven­ ner! — Hvad — ikke jeg — ikke m in svage Røst, m en T anken om Gerners Bortgang,