DrejersKlub_1903

ved L igfærden. Han kalder deres Syn »grove­ ligt sløvt«. Han fortæ ller, at i Ligskaren saas, fraregn et »Kongens og Fæ d relandets Admi­ raler« »ingen M inisterskabs Mænd, ingen R iddersmænd«. Men d er var saa mange, hvis »høje Geyst v ar landkundbar«, at del, om de eller de ikke v ar i Skaren, v ar en Bisag. Han hæ vder, at Land- og Søkrigens Mænd, som ellers ikke kan skyldes for at væ re sæ rlig enige, h e r mødtes i Enighed, og derved fik Gerner »det Monument, han fo rtjen te « .— Han gaar d erefter over til Ger­ neru Betydning og ro ser hans Skibe, bl. a. fordi d er altid er en fin Smag og blød H ar­ moni i dem . Om dette P u n k t siger forøvrigt Rahbek noget lignende, idet han hævder, at i ethv ert Arbejde »ofrede Gerner til G ra­ tierne«. — D erpaa vender Rothe sig med Indignation mod Rosenkrantz. Dette Punkt e r T alens in teressan teste; th i h e r er han U dtryk for den alm indelige Mening. Han nævner ikke Rosenkrantz s Navn, men ingen e r i Tvivl om, hvem han m ener, og sikkert er d er gaaet Bevægelse gennem Salen, da disse O rd faldt. Han ta le r om dem, der h a r villet m indske Gerners B edrifter ved at sige, a t »hans Opfund v ar let at finde«, og han giver rene O rd: >Skamme dig, d u , der i denne F ald h en riv es a f D rift til at m indske Mandens Æ re, bøj dig hellere for h an s Minde. Vil du ej det, saa skal du dog afsone, at du tu rd e vække Mistro til deres Klogskab og Embedsiver, som havde at sørge for Søkrigs- Sagen og havde at bæ re Raad til dens F rem