DrejersKlub_1903

148

Item var det og O ldtidens Skik, Konen til Takke tog med Manden, h an ikke efter F riller gik, h u n lod ham have Ro i Panden. Konen nu kæ lent som Vagtelen slaar, Manden saa lønligt p aa Dumpejagt gaar. . . . H ø rer endnu en herlig Skik: R rudgom og R rud v ar lige sunde. Konen h v ert Aar en Arving fik, otte P und s Karle, røde og runde. Hun in tet H elbred, h an ingen Marv, hvad kan de gøre til Fæ d reland s T arv? Vel E fterslægten, om det gik efter h in gamle, gode Skik. Endelig v a r det og O ldtidens Skik: Vel vore G lutter, om det gik efter h in gam le, gode Skik.

D øtrene m aatte lave Maden, blev fra P a rn a s og Pikenik.

Søndagen saas de kun paa Gaden. Nu h a r de Følelser, Læsning og Vid, kan ikke sæ tte en Gaas p a a Spid.

Vel vore Piger, om det gik efter hin gam le, gode Skik.

Det er y d erst sjæ ld en t, at m an b landt D atidens Viser træ lfer saa meget H um ø r som her. Det e r netop d et, d er k a ra k te ri­ se re r Tode allerm est, h an s utræ ttelige, elsk­ væ rdige Lune, der, n a a r ikke netop H idsig­ heden løb er af med ham , gør h am afh o ld t og skattet af alle dem , d er komm er i Rerø- ring med ham .