DrejersKlub_1903

137

get m ere m o n a rk isk ; h e rfra udgik da ikke saa faa af de Løjer, d er uden Tvivl gjorde m ere Opsigt og tildrog K lubben m ere, ikke altid gunstig O pmæ rksom hed, end de fri- modigste A lvorsytringer, d er gik paa dens Regning«. Det v a r ikke altid , at R ahbek v ar lige lystig i K lubben , af og til om Sommeren, n a a r h an savnede alle dem, h an ellers plejede at finde — h an jam re r saaledes en Sommer over, at Rosenstand, Collet, Klingberg, Man- gor, Mynster, Liebenberg og Frankenau alle er borte, — led h a n u n d er »sin Kedsomheds onde Lune, d e r ikke h a r O rd for at væ re den elskværdigste«. I et saad ant Tilfælde v a r det, at P. A. Heiberg, d er forøvrigt ogsaa søgte at trø ste h am i Anledning af, at han v ar sat u n d er T iltale for Offentliggørelsen af en lieibergsk Sang (han blev frikendt), skrev til ham : »Ingen H ypkondri, m in Ven, 0111 muligt! E t godt Glas Vin. det e r meget bedre, og det vil jeg tømm e i godt Lag med —. Du m aa gøre ligesaa og ikke kede dig i K lubben eller kede K lubben med dit onde Lune.« Men i A lm indelighed e r h an s H um ør lige­ frem t, og selv stø rre Regivenheder, d er skulde have Retydning for h an s Liv, mæ rkedes ikke synderligt. Da h an havde arv et de 12,000 Rdlr. efter T an te Lyne, blev d er ved Storm s Rord af­ fattet et Rrev om Sagen til nogle til K red­ sen h ø ren d e fravæ rend e Søofficerer, hvori det h ed d e r: