DrejersKlub_1903

132

undergivne, fik ikke B lund et Øjeblik, for R ahbek in spicerede dem u afb ru d t. F o r at komme tilbage til h an s O ptræden i D rejers K lub, saa v ar h a n u træ ttelig, h v er Gang man kaldte paa ham . Han paatog sig alle de T illidshverv, h an kund e, og v ar altid villig, n aa r m an bad h am om en Vise eller en Tale. E ndnu som gammel Mand m in­ des h an m ed T ro fasth ed sin Ungdoms K lub­ dage, og saa sent som i 1825 ho ld e r h an Talen ved K lubbens H alv liund red aars Fest. Det er T ro fasth ed en hos R ahb ek, d er for­ soner os med saa mange a f h an s sto re og iøjnefaldende Fejl. R ahbek erhvervede mange V enskaber i D rejers Klub, som h o ld t ud for Livet. Mest af alt knyttede den h am til den Reckeske Fam ilie. Hele T idens Aand gik jo i Retning af Bondevenskab, og b land t de første bonde- begejstrede v a r R ahbek, selvfølgelig u n d er W adum ’sk Paavirkning. In tet U nder v ar det derfor, at Diderich Adolph v. d. Recke og h an fandt h inanden. Denne, d er v ar Bedste­ fader til V isedigteren Adolph v. d. Recke og i en anden Linje O ldefader til D igteren E rn st ophørte, intel Øjeblik, som jeg ikkeansaa for mit sidste®. Og senere i samme Brev: »Der gives Rædsler, som er niere, end Mænd kan udstaa, og dem har jeg prøvet. Forestil dig, f. Eks., at jeg i den frygtelige, sidste Bom- bardementsnat, midt under den skrækkelige Ildebrand, hvor Frue Taarn brændte, havde Vagt paa Runde- taarn, hvor 5—600 Mennesker, mest Fruentimmer og Børn, med deres bedste Ejendomme var henflygtede, hvoriblandt mange af mine nøjere Venner, og saa dette Taarn flere Timer i Bad Maalet for de Engelskes Bombardement« o. s. v.