DrejersKlub_1903

123

Favør, og at han, d er p a a s ta a ra t have glem t gamm elt Nag og at se ganske uh ild et paa sin Ungdoms V ildfarelser, tvæ rtim od endnu ikke h a r fo rvundet Skuffelsen i sin A lder­ dom , men b e n j'tte r sig af en ret fiffig Om­ stilling af B egivenhedernes Gang til at give en menig L itterat, d er allerede ved E rin ­ d ringernes F rem kom st v ar en helt forglem t P erson, et m indre velvilligt Spark, der ab­ so lu t ikke kan lignes ved en Løves. Hvad er det saa for en T ale, Rahbek, F rih ed sm and en , h a r villet holde? Han ind­ røm m er selv, at den i sin F o rm som saa meget andet af den T ids Veltalenhed ikke egentlig kan kaldes nogen Tale; men vil m an gaa fra F orm en til Indho ldet — og dette ra tih a b e re r h an som æ ldre ved at kalde Talen noget af det, han endnu sæ tter P ris paa b lan d t sine A rbejder — saa bliver vi ligefrem vam le ved den næ segrus Konge­ tilbedelse over fo r C hristian den Syvende, og vi giver af fuldt H jerte P.A .H eiberg Ret, n aa r h an senere*) en Gang, da Rahbek h a r ligget p aa Maven for de sto re, skriver til ham r »Betænk selv, h v o r mange P rinser, M inistre, mægtige, du h a r h o ld t Lovtaler over! Jeg ved vist, at du h a r gjort det efter O verbevisning, men — H aanden paa H jer­ tet! — tr o r du, at de h a r fo rtjent det?« I selve T iden laa d er jo ganske vist T rang til denne Svada, riaar det drejede sig om Konge og Fæ d rela n d ; men m an kan nu til Dags næppe lægge andet i P. A. Heibergs *) Se «Tilskueren«s Augusthælte 1902.