DrejersKlub_1903

114

uden at han derfo r nogen Sinde bliver en enkelt sto r og b an eb ryd end e Ides B ann er­ fører. Som den ikke alt for overlegne Aand, h an er, fo rm a ar han ikke at skelne mellem sto rt og sm aat, h an er receptiv og rep ro d u k ­ tiv, men h a r ingen selvskabende Evne, h an ejer i for høj G rad disjecta m em bra poétæ. N aar h an alligevel komm er til at spille en Rolle og tilm ed en F ø re rs Rolle, b e ro r del dels p aa h an s em inente A rbejdsevne og Flid, dels paa »Mangel paa bed res Havelse«; th i med al Respekt for det Arbejde, d er u d re t­ tedes h e r hjemm e i D anm ark i den saak ald te Oplysningstid, m aa m an dog hævde, at det ikke er en «Geniernes« T id , dens bæ rende K ræ fter arb e jd er m ere til Siderne end frem ­ a d , og skønt m an ikke kan nægte, at den brede Basis, d er sik rer Husets Soliditet, h a r sin store Bet 3 ^dning, saa ved vi dog alle, at det e r T aarnene, d er rag er mod Sky, og det attende A arhundred es Slutning ejede ikke Taarnbyggere. Man h o ld t sig paa det jævne og solide, og netop d erfo r sta a r Rahbek som en udmæ rket R epræ sen tant for sin Tid som den aandelige M iddelstandsm and, han er; h an h o ld e r sig p aa sin borgerlige og dy­ dige G rundvold; men Dyden er dog ikke stø rre , end at den godt p riv atissim e kan lem pes efter personlige K rav; Id ealister er de Folk ikke i deres F o rd rin g er til sig selv. Man kan d erfo r dømme, men ikke fordømm e R ahbeks H andlinger. De maa forstaas i Over­ ensstemm else m ed de Krav, Omgivelserne stillede til deres jo u rn alistisk e Talsm and.