DrejersKlub_1903

104

Naar Skjoldemærker og laante Raad er ikke de Ting, som hædres, naar Manden æres for egen Daad og Niddingen ej for Fædres. Naar Bonden, hvis rette danske Æt med fremmede Slægter ublandet mod Fjenderne førte Panseret kaldes frem til Odel i Landet: Naar Sandhed tør tales rundt om Land, men Nidvisen straffes paa Stande, naar Folket er frit, og hver ædel Mand er adlet i Skjoldungens Lande: Naar Kornet, som fuled’ i Pugerens Lo, at Norriges Kæmper mon svelte, strømmer frit herind fra Sydlingers Bo som fordum til dem vore Helte: Kort: hver Gang Skjoldungen og hans Mænd over Hedenolds Uvaner vinde, da sender de Bud til Hr. Thomas11) hen, en Skjald helt stiv udi Sinde. Hans Tale er hvas som Biens Braad, hans Viser er som dens Honning, fast ofte de bæ rer djærve Raad til selve Dannemarks Konning. Saa sender de hannem en venlig Bøn, han digter dem fuus en Vise, hvori de Skjoldungen med hans Søn og ærlige Mænd kan prise. *) Thomas Thaarup.