DrejerlaugetKjøbenhavn_1652-1902

45 Drejernes og Stolemagernes »Separation«. Om selve dennes Forløb lindes intet; vi maa i saa Henseende ty til andre Kilder. Den første Del af Aarhundredet havde udadtil ikke været saa rolig som Livet i Lauget, efter Protokollen at dømme, men havde tværtimod været betegnet af sørgelige Begivenheder. Den frygtelige Pest havde bortrevet mange Mennesker og ikke mindst ram t Haand- værksstanden haard t, enkelte Laug vare endog om trent uddøde. I 1728 var fulgt den store Ildebrand, hvorved den betydeligste Del af Kjøbenliavn lagdes i Aske. Ved denne tog syv af Drejerlaugets Mestre Skade, og det besluttedes at yde hver af disse 3 Rdl. 3 $ af Laden »ved Tid og Lejlighed«. Ved Siden af disse Forhold kjende- tegnedes denne Periode af en Stemning af Uvillie mod Laugene, saa- ledes som den af og til rejste sig (se iøvrigt under Afsnittet »Laugets Love«), og det var som et Udslag af denne Stemning, at den foran- omtalte Henvendelse til Drejerlauget om Artiklerne fremkom. Efter Pesten, da Byen var folketom, tænkte man endog paa ganske at op­ hæve Laugene. Man mente, det vilde fremme Omkomsten og Ind ­ vandringen til Byen, naar det blev bestemt, at Enhver kunde »nære sig af det, han har lært, som han bedst kan«, altsaa i Grunden Næ­ ringsfrihedens Princip, som først over 100 Aar senere skulde gennem­ føres. Paa dette T idspunkt var Tanken dog uigjennemførlig og altfor revolutionær. Derimod var Frimesterinstitutionen indført, idet et Re­ skript af 1713 bestemte, at der ved hvert Laug maatte være en eller to Frimestre, som maatte holde en Svend hver, men ikke oplære Drenge. Hertil kom de særlige Privilegier for de Reformerte og mange Fritagelser for Mesterstykke eller Mestersvendeaar. For Drejerlauget havde disse Foranstaltn inger dog ikke særlig Betydning. Der var, til Trods for Pest og Brand, en jævn Tilgang til Lauget, i 1712 to Mestre, i 1713 tre Mestre, i 1714 det samme Antal, i 1728 to — det var den normale Tilgang, maaske ubetydeligt forøget. Der lagdes Laugene H indringer i Vejen, men ganske uden Resultat. Tværtimod kom efter Branden en Opblomstringstid, under hvilken netop Laugs- tvangen, som man særlig vilde til Livs, strammedes, for at Laugs- mestrene kunde have den størst mulige Fordel af Byggeperioden og ikke Tilgangen til Laugene blive saa stor, at Fortjenesten fordeltes for stærkt. Paa denne Baggrund udbrød Striden mellem Drejerne og Stole­ magerne, og den ind tra f paa en Tid, da lignende Stridigheder vare ret hyppige og almindelige. Om selve Stridens Forløb giver Carl Bruun i »Kjøbenhavn« (II Del, S. 734—35) paa Grundlag af samtidige Kilder følgende Beretning: »Kjævl og Stridigheder mellem Laugene indbyrdes hørte nu som