DommensDag

92

ganske til sig selv. Det saå ud, som om han vilde sige noget; men han tav og banede sig blot roligt Vej igennem den lille Gruppe Mennesker, han var kommen til at staa i. Langsomt naaede han ind i de stille Gader bagom Stranden. «Føre en klog Udenrigspolitik» — det blev altsaa de sidste Jammerord, som skulde hugges ind paa Danmarks Epitafium ved Siden af de glor­ værdige «Hvad kan det nytte?» Indskrifter af ganske samme Haand. Usle Forsøg paa Undskyldninger af et Folk, som ikke vilde kende Ordet Offer! — «Føre en klog Udenrigspolitik». Dette Abracadabra for barnagtige Fantaster. Dette uværdige Haab om at spare Ofrene af Penge og Sved og Blod, undgaa Møje og Afsavn og samfundsmæssig Under­ ordnen sig under Disciplin, det allerværste for en Slægt, som vilde nyde i den størst mulige indivi­ duelle Uafhængighed. Kaptajnen mærkede en kvalm Vandsmag i Munden, syntes, han følte sig helt utilpas igen, kunde næsten ikke mere staa paa Benene. Lige for Slagterboderne, i Vingaardsstræde, laa en tarvelig Kafé. Kaptajnen gik derop. Der var ikke andre i Lokalet end en halv­ gammel Opvarter. «Vil De give mig en Kop Kaffe!»