DommensDag

6 der Trængsel af Mennesker. Inde i Kaféen sad Damer og Herrer tæt op mod Ruderne, Damerne med kulørte Hatte. Det tog sig næsten ud som Klynger af mægtige Potteplanter, der var stillet op i Vinduerne. Og da Generalens Automobil sagtnede Farten i Svinget ud imod «Linden», mødte der ham en uroligt dirrende, slibende Skingren, som trængte igennem hele Kværnen af Menneskestemmer, Drønet af Omnibusserne, Hestehovenes Klip-Klap og de susende Automobilers Signalskrat. Den kom fra Titusinder af Spurve, der helt sortnede de endnu nøgne Træer, som strittede i det skarpe Foraarslys. «Det var jo Krigsministeren!» hørte han en Herre sige til en anden. Ja, tænkte Generalen, medens Automobilen tog rigtig Fart igen, det er ganske rigtig Krigsministeren. Og han kunde for Øjeblikket have den største Lyst til at tænde sig en Cigar og køre en Tur paa mange Timer, langt ud over Tiergarten, der hen, hvor Landet begynder, med grønnende Vintersæd og fugtig Lugt fra Brakmarkerne. Men han maa, efter et flygtigt Besøg hos Generalstabschefen, vende om og naa hjem til sit Kontor i Leipzigerstrasse, for at vente, vente paa en Telefonopringning, som . . . Krigsministeren skar med Vilje sin Tankegang over og gjorde Alvor af at tænde sig en Cigar. Han lod de første blaa Røgskyer rigtig duftende og