DommensDag

81 om hensmuldret Fortid med Sværd og Laurbær­ kranse. Kun den evige Himmel og Solskinnet skulde se ned paa deres Grave og paa Blomsterne, der med Aarets Skiften voksede frem og visnede, ligesom de havde gjort det, der laa gemte her. Hans Børn var i Udlandet eller gifte borte fra Kø­ benhavn, han var alene og følte det som en Naade, der var givet ham , nogle Øjeblikke, hvori det undtes ham at skue tilbage og gøre sig rede til den store Appel. Livet omkring ham virkede egent­ lig allerede, som om han saå det gennem en om­ vendt Kikkert. Hver Aften, naar den gamle Mand lagde sig i sin Seng, havde han Følelsen af, at han var naaet en Dagsmarche længere frem imod det Maal, som var hans Tanke kært, det store Livets sidste Øjeblik. Maaske havde hans Børn da kunnet komme fra deres Hjem og d e r e s Børn over til ham; men det vidste han, at om han end skulde ligge ganske ene, vilde i den sidste Stund to Hæn­ der møde hans og holde dem fast, som de havde gjort det hin Dag for mange, mange Aar sid en . . . . Men den Nat efter Kvindevalgretsmødet følte han sig hvirvlet tilbage i det Liv, som han endnu stod i, næsten mod sin Vilje. Der var jo erklæret mobil — mobil som den­ gang, i 64, da Blodet i Aarerne havde de tyve Somres Varme, da man var saa fuld af Haab, og det hele gik saa ynkeligt, men det altsammen dog Dommens Dag. 6