DommensDag

35 Der gik et Sus af harmfuldt Bifald gennem Forsamlingen. «Hvem var det, der gav os Træsablen?» lød pludselig en bestemt Røst udæskende igennem. Den slagfærdige Taler faldt øjeblikkelig ind: «Det var Dem, der spurgte, min Herre, og Deres Venner, Forsvarsagitatorer, Fæstningsrumlere, Kanonkvinder — ja, jeg finder ikke værdigere Ord for alle dem, som v ild e lukke deres Øren for det udødelige: Hvad kan det nytte? De gav os den saa yderst kostbare, forgyldte Træsabel. Men selv­ følgelig vil de nu alle sige, at Dværgen Danmark burde have haft et rigtigt, skarptslebet Sværd til en endnu mere uhyrlig Pris. Han havde bare al­ drig kunnet svinge det, men blot skære sig til Blods, ja til Døde derpaa. Nej, mine Damer og Herrer, i dette Øjeblik, hvor en letsindig Politik, som saa ofte før, truer med at styrte Danmark i Ulykke, er vor eneste Trøst netop den, at Sablen dog kun blev en Træ­ sabel, at enhver Mulighed for et saakaldet For­ svar, Gud være lovet, er udelukket, at det Helte­ drama, som de Herrer Ministre med vort Velfærd som Indsats kunde have Lyst til at spille, aldrig kan blive andet end Trojanerkampen fra «Ulysses von Ithacia» . . . » Der blev raabt Bravo! og let. «Det er vort sikre Haab, at de store Magter vil se paa vort fyrgterlige Krigspostyr med et Sm il; 3 *