DetStoreKongeligeBibliothek_1793

37 Hjemmet; og det kom vistnok af, at Rode var en ængstelig Natur, der kun med stor Forsigtighed og efter lang For­ beredelse kunde fatte en saa indgribende Beslutning som det vilde være, at forlade Padua. Ligesom det er sagt om en af det nittende Aarhundredes danske Lærde, Erik Christian Werlauff, at han hyldede Digteren Ovids Ord: »bene vixit, qui bene latuit,« saaledes kunde man vistnok anvende den samme Sætning paa Johan Rode. Og sætter man sig ret ind i hans Karakter, maa det vistnok paatrænge sig En, at han hørte hjemme i Studerekammeret, i Auditoriet, men ikke paa Kathedret, at han var som skabt til at virke i en snever Kreds, men ikke til at føre an for en stor Tilhørerkreds, at han var for bly til at gjøre Indtryk paa de Mange, at han manglede Personlighed. Og stiller man ham ved Siden af den Professor, som ved Kjøbenhavns Universitet kom til at bane ny Vej for det anatomiske Studium og som deltog i Ind­ retningen af Domus anatómica, nemlig Simon Paul li, saa er det klart, at denne var Mand for at sætte Noget igjennem her, og at Rode ikke var det. Det har Rode vist selv havt en Følelse af, og har han efter nøje Prøvelse af sig selv ligeoverfor de Opgaver, som vilde blive stillede ham i Kjøbenhavn, beskeden holdt sig tilbage, saa har han handlet som en ærlig Mand, idet han vægrede sig ved at paatage sig Arbejder, som han ikke kunde magte.Menman kan kun beklage, at hans rige Kundskaber ikke kom flere tilgode i hans Fødeland. Endnu engang blev der gjort Forsøg paa at drage Rode hjem. Den 13. April 1649 udfærdigedes et Kongebrev fra Kancelliet til Rode, med følgende Overskrift i Protokollen »Joh. Rhodius fik Brev etc.« »W. S. G. Eftersom Vi naad. haver erfaret, hvad Be­ rømmelse I ved Eders Erudition og Skikkelighed paa de Steder, hvor I Eder hidindtil haver opholdet, haver erlanget,