DetKongeligeTeater_1852-59

1 4 9

CONELICTEN MED W IEHE.

hans Hensigt. Men Uovereensstemmelsen') forklares let deraf, at Wiehe var i Lidenskab, Scene-Instruc- teuren derimod, som i det Hele er en meget rolig, human og taalmodig Mand, ikke havde mindste An ­ ledning til at befinde sig i en exalteret Stemning. Anderledes forholdt det sig med W iehe, der i den Grad havde taget Parti for sin Y en Høedt, og var forbittret over de Forhold sregler, je g havde taget mod denne, at han næsten befandt sig i en ntilregne­ lig Tilstand. Naar han derfor siger (3die Side), at det var smagløst ved denne Prøve at fordre A lvor „og uværdigt for voxne Mennesker at opfylde Fordrin ­ gen“ , saa glemmer han, at hvad der her fordredes a f ham, var ikke Andet end at opføre sig som et voxent Menneske og lade Kaadheden fare, hvori han gav sin Harme Luft. Thi at han kan indbilde sig selv at have sagt sine R ep liker „i en munter, spøgefuld Tone“ (samme Side), medens hans Sindsstemning var det Modsatte a f Munterhed og Spøg, viser hans S e lv ­ forblindelse i denne Sag. Og naar han ligeledes siger, at han „ikke foretog sig Andet, end hvad der idelig skeer paa Repetitionsprøver“ (ib id :), saa har man heri kun et nyt Bev iis paa, hvorledes selv ærlige Characterer kunne med et nvitterligt Sophisterie be­ smykke de Feil, hvortil Lidenskaben forleder dem. Thi dersom han, hvad der vistnok idelig skeer paa Repetitionsprøver, blot havde reciteret sin Rolle uden alt Theaterspil, saaledes som man læser den op a f en Bog, vilde der ikke være gjort mindste Ophævelse

0 Uoverensstemmelsen mellem Overskous og Wiehes Beret­ ninger er efter livad der foran er bemærket S. 148 , Anmk. 1 , iøvrigt ikke saa stor, som det efter Heibergs Fremstilling faaer Udseende af.