DetKongeligeTeater_1852-59

CONELICTEN MED HØEDT.

1 2 7

en Maaneds T id “ , for at da Mad. Nielsen kunde spille sin Ro lle, da maa denne Paastand berigtiges derhen, at Mad. Nielsens Vægring var ubegrændset a f nogen­ somhelst Tids-Angivelse. Endvidere kan den megen Talen om Dronningens „anstrengende“ og „angribende“ P a rti“ ikke være Andet end et Paaskud til Sagens Besmykkelse, thi Dronningens Rolle er hverken stor eller anstrengende. Selv i den betydeligste Scene, Slutningen a f 3die Act, har Dronningen kun faa og korte Rep liker, og der kan ikke være Tale om anden Anstrengelse end den mimiske L y tten til Hamiets Ord.“ „Naar endvidere Høedt, til Undskyldning for, at han ikke vilde see Prøven, inden han bedømte sine Medspillende, siger, „at hvorledes Jfr . Muller og Hr. Ferslev vilde udføre deres Roller, kunde han vide uden P rø v e “ , da er en saadan Paastand kun en ny, for de Paagjældende fornærmelig, Y ttring a f hans latterlige æsthetiske og critiske Selvtillid .“ „Endelig skal je g kun tilføie, at naar Erklæringen paaberaaber sig, „at noget Lignende oftere er pas­ seret, uden at de respective Directeurer nogensinde have behandlet det som et Disciplin-Spørgsmaal“ , da veed je g ikke, hvad der sigtes til. A t en Skuespiller for sit eget Vedkommende fritages for en Rolle, naar han ønsker det, er ofte skeet, og under min B e sty ­ relse maaskee endog hyppigere end tilforn. Men at en Skuespiller har villet raade for Besætningen a f de andre Roller i Stykket, er, saavidt je g veed, aldrig skeet, og kunde vel heller ikke være skeet, før Theatret fik et saa udisciplin eret Medlem som Høedt.“ „Hermed skal je g slutte mine Tillægsbemærknin­ ger. I det Væsentlige henholder je g mig til de i Begyndelsen udhævede tre Hovedmomenter, idet je g tillader mig at andrage paa: