DetKongeligeOpfostringshus_1753-1903

71 Graasey eller anden tør, norsk eller findmarsk Fisk, og om Søn- og hellig Dage Kjød eller Flesk dertil, foruden livis Grønt, saasom Rødder, Roer, Potates etc., som kan komme og tilvejebringes af Haugen“ . Om Aftenen gives enten Grød, om Sommeren med sur Mælk, om Vinteren med 01 til, eller i Reglen den Mad, der er levnet fra om Middagen. Spisereglementet skal opslaas baade i Køkken og Spisestue; et af de ældste ser saaledes ud : Hveranden Morgen Smør og Brød, hveranden Ost og Brød. Søndag Middag Suppe og Kød, om Aftenen det samme eller ogsaa Grød. Mandag: Mælkevælling, udblødt Fisk. Om A f­ tenen Vælling eller Grød og Plukfisk. Tirsdag: Gule Ærter og Flæsk. Det samme om Aftenen. Om Onsdagen Vandgrød og salt Fisk, der dog snart paa Lægens Raad forandredes til Suppe og Kød, da den megen Saltmad var uheldig. Om A f­ tenen det samme eller Grød. Torsdag: Søbekaal, „eller Lang­ el. Kabus-Kaal“ med salt Kød eller Flæsk. Om Aftenen det samme. Lørdag: Grød af Boghvede eller Byggryn kogt i Mælk, lagede Flynder med Gulerødder og Smørdyppelse. Om Aftenen Grød og Plukfisk. Spisemesteren havde, som tidligere omtalt, paataget sig at bespise Børnene for 2 Mk. og 8 Sk. om Ugen o: mellem 5 og 6 Sk. daglig for hver Dreng. Det viste sig straks, at den Maade at ordne Bespisningen paa var meget uheldig, hvad den vedblev at være, indtil den blev afskaffet, men det var først et godt Stykke ind i det 19. Aarhundrede. Det var en ufravigelig Regel, at hvis Drengene var tilfredse, var Spise­ mesteren utilfreds. Hvis han derimod stod sig godt, var der stor Misfornøjelse blandt Drengene over Maden. Spisemestre- nes Historie bestaar egentlig af en sammenhængende Række Klager og er derfor utrolig kedsommelig. Mindst een Gang om Aaret, men i Reglen flere, modtog Direktionen et jamrende Brev fra Spisemesteren, at nu var Fødevarerne stegen, han havde stort Tab og maatte derfor nødvendig have Tillæg. At han fik Forskud blev snart en fast Regel, men da han hurtig kom i Gæld til Brygger, Bager og andre Leverandører, fik Forstanderen Pengene i Forvaring, for at han „som en fornuftig Forstander skulde søge Spise-