DetKongeligeOpfostringshus_1753-1903

364

virkelig med Rette paahvilede Staten, og at Ministeren i be­ kræftende Tilfælde vilde indlede Underhandling om Afløsning. Næste Aar drager Finansudvalget samme Spørgsmaal frem; men nu ønsker det, inden Bidraget til Opfostringshuset forsvinder fra Finansloven, selv at anstille en Undersøgelse af Stiftelsens nuværende Virksomhed i Forhold til dens op­ rindelige Bestemmelse, hvilket nærmest skete i Anledning af, hvad der Aaret forud var bleven oplyst om Vajsenhuset. Derfor forlangte Indenrigsministeren gennem Magistraten Oplysninger til Brug for Udvalget, særlig om, hvilke Regler der blev fulgt ved Optagelse af Drenge, og om der var samme Adgang for Provinserne som for København til at komme i Betragtning. Udvalget opdager straks, at Stiftelsen efterhaanden var bleven en saa at sige udelukkende københavnsk Anstalt, skønt den aldeles ikke havde modtaget noget som helst Bidrag fra Kommunen; det fremhæver, at i de sidste 5 Aar har af 116 ny optagne Elever kun 10 været født uden for København, og det ender sin Betænkning med følgende Ord: „Efter hvad der saaledes er oplyst, maa Udvalget opfordre Indenrigsmini­ steriet til at træffe Foranstaltning til, at den omhandlede Stiftelse under Rigsdagens Medvirkning kan blive, hvad den efter den oprindelige Fundats skulde være, men aldrig er bleven, i al Fald ikke i dette Aarhundrede, nemlig en Anstalt til Opdragelse og Undervisning af fattige Drenge fra hele Landet.“ Disse Udtalelser gav Indenrigsministeren Anledning til under Finanslovdebatten at bemærke, at det var Forholdets Natur, der havde medført, at Børn fra København altid maatte findes i størst Antal i Opfostringshuset, idet det var vanskeligt for Landsbybørn at staa Maal med dem, og des­ uden skulde disse Børn jo sendes til København for at under­ kaste sig en Prøve, og hvis de ikke bestod den, da maatte de sendes tilbage, hvilket var en Omstændighed, der altid vilde umuliggøre, at Børn fra Provinserne meldte sig i et større Antal. Han tilføjede, at Indenrigsministeriet, under hvis Tilsyn dette Institut nærmest hørte, naturligvis vilde have den Pligt at paase, at de fundatsmæssige Bestemmelser