DetKongeligeOpfostringshus_1753-1903

205 fra Plejeanstaltens Direktion, at Forstanderen og Baagø for Fremtiden skulde overveje med hinanden, hvilke Drenge, der­ for deres gode Forhold og Fremgang var mest værdige til at trække Lotteriet og til at komme med, hvor der, som i den ovenfor nævnte Anledning, kunde falde en Fordel af. Viceraadmand Pontoppidan, der i en følgende Tid som Medlem af Magistraten fik med Opfostringshuset at gøre, har i sit Værk „Magazin for almennyttige Bidrag“ omtalt Pleje- anstaltens Direktion med stor Hensynsfuldhed, idet han ud­ taler, at det vilde være uretfærdigt at give den Skylden for, at Fattigvæsenets Kapitalfond var utilstrækkeligt til at fuld­ føre den i Aaret 1771 etablerede Industriplan, ja Direktionen søgte endog selv at indskrænke den Del af Fabrikvæsenet, der ikke kunde være til Fordel for Fattigvæsenet i det hele. Og han udtaler, at Byberg udelukkende af Patriotisme var Meddirektør af Plejeanstalten, hvad han slutter af, at han ikke vilde modtage den reglementerede Gage. Men ganske anderledes lyder hans Dom, naar Talen bliver om Plejeanstaltens Forhold til Opfostringshuset, som han har sat sig nøje ind i. Han siger, at denne Stiftelse ligesom Vajsenhuset paa Menneskelighedens Vegne tilskøder det danske Monarkis Begenter den allerudødeligste Ære, og da den er for fattige Børn af alle Stænder, er han sikker paa, at alle vil give ham Bet. De første Aar var Opfostringshuset, hvad det skulde være, nemlig en virkelig og vigtig Planteskole til Opkomst for Professioner i alle Haandværker, Handel, Fa­ brik- og Navigationsvæsen, hvad mange Borgere, udgaaede derfra, er Vidnesbyrd om. Men da. det i 1771 mistede sin Præses, salig Gehejmeraad Grev Bernstorff, som det billig- kunde kalde sin værdige, gode Fosterfader, har det ingen Tid siden været, hvad det dengang var. Derefter dadler han skarpt Administrationen for, at Lotteriprivilegiet gik tabt. Man kan vel give personlige Bettigheder bort, men ikke Stifteisers lov­ lige Ejendom for de fødte og ufødte Slægter. En brav Mand skal hellere nedlægge sit Embede end paatage sig den Anger, at de umyndige fader- og moderløse Børn skal sukke over Mangel, der kommer af, at man har krænket dem for at være føjelig. Han har trolig gennemlæst og saa nøjagtig overvejet