DetKongeligeOpfostringhus_18877-86

10

slutter sig paa en saa naturlig Maade til Religionsunder­ visningen, at vi udtale en Sandhed, naar vi sige, at man ved at indskrænke denne Undervisning, indskrænker den aandelige Udvikling hos Børnene i Almueskolen.» I disse træffende Udtalelser af Monrad er utvivlsomt udtalt det rette. Religionsundervisningen falder natur­ lig i Undervisning i Bibelhistorie og Lærebog, hvilket dog ikke maa forstaaes saaledes, at disse staa løsrevne fra hinanden, tværtimod danne de en organisk Enhed, idet Bibelhistorien med dertil horende Bibellæsning dan­ ner Grundlaget og er Udgangspunktet for Lærebogs- undervisningen. Tage vi først Bibelhistorieundervisningen , da maa Fortællingerne fremstilles anskueligt for Barnet, Perso­ nerne afmales levende, historiske og geografishe Forhold meddeles; der vil blive rig Lejlighed til at anstille Sam­ menligning mellem Jødefolket og de samtidige hedenske Folkeslags Historie og Forhold; det vil blive nødvendigt at meddele Børnene mange Haande Forhold hos Jøderne, for at de kunne forstaa Lignelserne eller Omstændig­ hederne ved en eller anden Begivenhed, og ved alt dette er det nødvendigt at lægge Beslag paa Barnets Erkjen- delse, ja man tør rolig tiltræde Monrads ovenfor udtalte Anskuelse, at intet af Folkeskolens Fag giver rigere Lejlighed til at øve Barnets Tænkning, navnlig dets Abstraktionsevne end Religionsundervisningen. Bibel­ historie er dog ikke blot almindelig Historie, den er frem for alt hellig Historie, den er Historien om det gud­ dommelige Forsyns Husholdning og frem for alt om den menneskeblevne Guds Søn. Hvad der i Bibelhistorien skulde volde Vanskeligheder og gjøre den ubrugelig i Folkeskolen som Undervisningsfag, er efter Fritænkernes Mening Underet; dette skal være fornuftstridigt, altsaa meningsløst, idet man gaar ud fra, at Naturlovene ere evige, -virke i uafbrudt Følge som Aarsag og Virkning.